Blomstrende glæde hele sommeren

Krukker tilplantet med sommerblomster, der kan kunsten at blomstre i månedsvis, giver dig ekstra strenge at spille på, når du indretter dit uderum. Du kan simpelthen møblere med krukkerne og dermed bløde flisebelagte arealer i haven op og gøre dem frodige og indbydende.

 

Krukker fyldt med blomstrende planter gør simpelthen en verden til forskel. Prøv at udføre en lille øvelse. Tag et billede af din terrasse, din altan eller dit indgangsparti uden krukker. Indret det så med nogle smukke krukker og tag endnu et billede. Du bliver nok overrasket over, hvor nemt det er at ændre atmosfæren fuldstændigt.

 

Sortimentet af sommerblomster, der egner sig til at dyrke i krukker, er enormt, så du har alle muligheder for at tilplante krukker, der understreger din smag og din stil. Skal terrassen indrettes eksotisk, drømmer du om middelhavsstemning, eller skal det helst være lidt vildt og naturligt? Du bestemmer, for alle mulighederne findes.

 

Når du tilplanter dine krukker, er der nogle enkle fif, der sikrer dig succes. Først og fremmest er det vigtigt at sørge for, at overskydende vand kan dræne væk, så planterne ikke risikerer at drukne. Derfor skal der være hul i bunden af krukken, og derfor kan du med fordel lægge et drænende lag af potteskår eller lecanødder nederst i krukken.

 

Planter, der dyrkes i krukker, har kun den jord, der er i krukken, til at skaffe sig alle fornødenheder fra. Derfor betaler det sig ikke at gå på kompromis med kvaliteten. Vælg altid krukkemuld af god kvalitet, og plant aldrig nye planter i gammel jord. Brugt krukkemuld kan bruges til jordforbedring i haven eller lægges på komposten. Og husk så, at krukkeplanter skal vandes tit og gødes regelmæssigt, for at de kan blomstre hele sommeren.